Af Camilla Fabricius, Socialdemokratiet

Avisen Danmark bragte den 7. august og igen den 4. september artikler om et emne, der gennem de seneste år har optaget mig meget: Nemlig underlivssygdommen endometriose, som op mod ti procent af alle kvinder i den fødedygtige alder vurderes at lide af.

Det var tilbage i 2020, det for alvor gik op for mig, hvor alvorlig og invaliderende sygdommen er. Derfor overraskede det mig også, at der er så lidt kendskab til sygdommen. For mig at se er det uforståeligt, at en så invaliderende sygdom med så store konsekvenser, ikke kun for det enkelte individ, men også for samfundet, ikke får mere opmærksomhed.

Jeg har gennem de seneste par år været i kontakt med både patienter og specialister på området, og alle giver udtryk for, at der er et enormt behov for mere fokus på sygdommen, både forskningsmæssigt, i vores danske sundhedsvæsen og i den brede offentlighed.

Og rigtig mange ved ikke, at det, de tror er menstruationssmerter, faktisk kan skyldes en kronisk sygdom, der på sigt kan invalidere dem, reducere deres livskvalitet betragteligt og gøre det sværere at få børn. Det er samtidig en sygdom, der koster vores samfund mange penge i form af sygemeldinger, konsultationer og indlæggelser.

Som samfund har vi et ansvar for at hjælpe de mange tusind kvinder, og det betyder først og fremmest, at vi skal øge vores viden og kendskab til endometriose.

Mens jeg talte med de mange kvinder og hørte deres beretninger, stillede jeg flere gange mig selv spørgsmål som »Hvorfor lægger vi ikke to og to sammen?«, »Hvordan kan det lade sig gøre, at vi ikke har mere fokus på denne sygdom?«, og »Hvorfor hører jeg først om endometriose nu?«.

Spørger man kvinderne, handler det i høj grad om, at smerter i forbindelse med menstruation ofte bagatelliseres af systemet. De bliver mødt af lægekommentarer som »Det er jo bare menstruationssmerter«, »Sådan er det at være kvinde«, eller »tag to panodiler, en kop te, og gå så hjem i seng«.

Der er sågar en gynækolog, der har nægtet en kvinde en skanning med begrundelsen: »Det er jo dyrt for samfundet!«. Eller senest den anden dag skrev en ung kvinde til mig, at hun på et stort dansk hospital havde fået afvide, at der ingen grund var til dianogstisering, “da der altid er risiko ved indgreb”. Kvinderne fortæller også om et sundhedssystem, hvor både praktiserende læger og gynækologer ikke har nok viden om sygdommen til, at kvinderne føler sig taget alvorligt.