Ungekulturhus rykker nærmere
Første etape af et nyt ungekulturhus i området omkring Det Gule Pakhus på Madevej i Horsens er nu tæt på at blive en realitet og forventes at være klar til studiestart i august i år.
Horsens Kommunes Kultur- og Civilsamfundsudvalg er på sit seneste møde blevet præsenteret for et skitseprojekt for det nye ungekulturhus, som er blevet udarbejdet med involvering af en række aktører fra blandt andet Det Gule Pakhus, KulisseLageret, MÆRK Byen og Horsens Ungdomsskole. Samtidig er der lavet en tidsplan, som betyder, at første etape af byggeriet sættes i gang hurtigst muligt og forventes klar til brug til studiestarten til august.
Når det nye Campus Horsens tages i brug i løbet af i år, vil flere tusinde studerende få deres daglige gang i og omkring midtbyen, og det er baggrunden for, at der skal etableres nye stærke kulturtilbud til alle unge i Horsens.
– Nu skal vi i gang, så første etape af huset står klar ved studiestarten i august 2021, og det er baggrunden for, at partierne bag budgetaftalen 2021 afsatte fem mio. kr. til formålet. Ambitionen er at skabe et moderne studenterhus, ungekulturhus og et kraftcenter for talenter indenfor rytmisk musik, og det indebærer blandt andet, at Horsens på sigt får et nyt og større spillested, siger borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen.
Første etape indeholder en tilbygning til de eksisterende bygninger. Den skal fungere som hovedindgang til ungekulturhuset og skal indeholde en café med studiemiljøer og plads til løbende hverdagsarrangementer og events. Tilbygningen skal også fungere som markør for, at noget nyt er under udvikling i området.
– Det er først og fremmest vores unge og vores studerende, der skal bruge det nye ungekulturhus, og derfor er den helt centrale beliggenhed tæt på Campus helt oplagt. Området rummer i dag Det Gule Pakhus, og de gode initiativer og aktiviteter, der hører hjemme i Det Gule Pakhus bliver – sammen med andre af byens kulturaktører – en vigtig del af inspirationen til et nyt og udvidet aktivitetsprogram i Ungekulturhuset, siger formanden for Kultur- og Civilsamfundsudvalget, Jakob Bille.
Der etableres desuden nye øvelokaler, som supplement til de nuværende faciliteter, som understøtter husets ambition om at være et rytmisk kraftcenter i Horsens. Endelig renoveres de omkringliggende udendørsarealer, så der bl.a. etableres et hyggeligt gårdmiljø med siddepladser, en overdækket udendørsscene samt mindre workshoplokaler rundt om hovedbygningen.
Kommentarer