Samfund

Undervisningsstedet Center for Arbejde, Udvikling og Læring er blevet vild med vilje

Foto: Horsens kommune

Bladene på træerne er blevet gule. Bierne har suget årets sidste nektar. Naturen er ved at lukke ned for vinteren efter en lang varm sommer. I år blomstrede haven på Center for Arbejde, Udvikling og Læring (CAUL) – et lærings- og undervisningssted for personer med særlige behov – ekstra flot og, ikke mindst, vildt.

Her har man nemlig etableret en vild have, hvor man hver sommer fra nu af vil blive mødt af et syn af vilde blomster, summende bier, flagrende sommerfugle og dansende guldsmede. CAUL er gået biodiversitetsvejen – og det ligger der en helt bevidst strategi bag.

–  Vi ønskede at gå forrest med biodiversitet og understøtte kommunens strategi om at højne biodiversiteten på kommunens fællesarealer. Per, som er lærer på vores naturhold, er meget engageret i hele biodiversitetsområdet, og han foreslog, at kursisterne på skolens naturhold sammen skulle skabe en vild have. Jeg synes, det var et brand godt initiativ – mit eneste krav var, at det skulle indgå i undervisningen, udtaler centerleder for CAUL – Støttet Beskæftigelse, Søren Noes.

Blomstereng og dam med høj biodiversitet

I efteråret 2021 flyttede gravemaskiner og maskinførere derfor ind i haven på Nørrebrogade. Sammen med kursister og lærere, der var udstyret med spader og river, gik de i gang med at fjerne græs, lægge sand og plante frø fra vilde blomster. Samtidig blev der gravet ud til en dam, som skal komme vandkalve, salamandere mm. til gavn.

–  Vores kursister, der er ramt af senhjerneskade eller er psykisk sårbare er meget naturinteresserede og finder ro i forhold til deres daglige udfordringer ved at være i naturen. De er motiverede for at øge biodiversiteten. I sensommeren har vi fx været ude at samle frø fra vilde blomster i naturen, og det er planter fra de frø blandt andet, vi nu har set spire frem rundt omkring, siger speciallærer tilknyttet naturholdet, Erik Ørts.

I sommeren 2022 da solen stod højt på himlen, og termometeret nåede over de 25 grader, hoppede én af kursisterne fra naturholdet, Henriette, i badedragten og bevægede sig ned i dammens dyb. Nu var det nemlig blevet tid til at sætte åkander, vandplanter og dammuslinger ud. De traditionelle guldfisk skal man lede længe efter i bio-dammen – de er forment adgang, da de spiser myggelarver og andre insekter. Henriette har været med hele vejen i skabelsen af området med blomstereng og dam, og det har været hende en stor glæde at deltage og bidrage til projektet:

–  Det er et hyggeligt og sjovt projekt, der jo også er et formål med. Per har været primus motor på skabelsen af den vilde have, og hans begejstring for hele biodiversitets-området har været meget smittende. Vi er begyndt at tale meget om naturpleje og miljø derhjemme, siger Henriette, kursist på naturholdet.

Naturen giver energi og vækker minder

Tiden tilbragt i naturen og snakken om, hvad der skaber en rig og mangfoldig natur, har også genkaldt glade minder hos Karen på 62 år. Karen er landmandsdatter og er derfor opvokset i naturens rammer. Efter 40 år som sygeplejerske bliver hun førtidspensionist grundet en hjernetumor, som har påvirket hendes hukommelse.

–  Mange af de planter og blomster vi taler om på vores ugentlige ture ud, har jeg jo haft i hænderne som barn. Minder er begyndt at opstå. Minder der ellers har været væk, så det er rigtig dejligt. Jeg får stor energi af at komme afsted, og det giver mig noget at stå op til, fortæller Karen.

En lille oase der altid udvikler sig

En vild have er lidt ligesom en god Klovborg ost – den tager den tid, den skal tage. Førend haven sådan rigtig er vokset til, går der typisk 3-5 år – og selv herefter vil den altid være under forandring. Den vil ændre sig over tid, alt efter hvilke planter, der tager over. Men allerede her det første år er der kommet mange nye beboere i haven på Nørrebrogade i form af guldsmede, bier, skøjteløbere, vandkalve – ja, selv vandbænkebidere har fundet vej. Både elever som medarbejdere på CAUL har stor glæde af at gå ud i haven og nyde synet af vilde blomster og dyr.

–   Det har været en kæmpe fornøjelse at være med på naturholdsprojektet og arbejde sammen med kursisterne om at skabe dette lille stykke vilde natur, og jeg er utrolig glad for den opbakning, ledelsen har udvist til projektet. Når vi skaber små oaser rundt omkring, giver det dyrelivet langt bedre levebetingelser, for så får de små øer, hvor de kan lande og “tanke op”. Jeg glæder mig til at følge havens videre – vilde – udvikling og sammen med kursisterne øge viden om og kendskab til biodiversitet, fortæller lærer Per Jørgensen.

Kommentarer