SKÅN MILJØET OG SPAR PENGE TIL MARKED PÅ FÆNGSLET
Nu er det igen muligt at gå på jagt efter genbrugsskatte til det populære Habengut-loppemarked på FÆNGSLET i Horsens og samtidig handle med omtanke for miljøet og pengepungen.
Når FÆNGSLET slår dørene op til det populære Habengut Marked den 23. og 24. oktober, kan du gå på jagt blandt mere end 130 stande og gøre et bæredygtigt kup, som både vil gavne miljøet og pengepungen. På loppemarkedet skifter alt fra lamper, bøger og bukser ejere og får nyt liv.
“Det føles godt at give tingene nyt liv, og så er du samtidig med til at tage hensyn til miljøet, når du køber brugt i stedet for nyt,” siger Habengut-arrangør Dorte Kusk Mikkelsen.
På loppemarkedet kan du finde genbrugsguld i alle udformninger – møbler, keramik, tøj, smykker og alverdens finurligheder og nips. De 130 stande tilbyder alt fra retro til moderne og fra stort til småt. Faktisk bare alt mellem himmel og jord.
“Nogle af de ting jeg selv er allermest glad for i mit hjem, har jeg fundet på loppemarkeder. Det er simpelthen et mekka af skjulte skatte,” siger Dorte Kusk Mikkelsen.
Stor interesse for genbrug
Til de seneste loppemarkeder på FÆNGSLET har der været så stor tilslutning, at markedet har kørt over to dage. Det bliver gentaget, så det er muligt at gå på loppejagt på FÆNGSLET både lørdag den 23. og søndag den 24. oktober.
“Trenden er lige nu, at forbrugerne har et ønske om at handle mere klimavenligt og samtidig få nogle unikke ting med hjem. Der bliver derfor endnu en gang fyldt op med spændende lopper begge dage,” siger Dorte Kusk Mikkelsen.
Arrangørerne er glade for den store interesse, der er for loppemarkedet. Knap 6.000 har vist interesse på Facebook.
“Vi er utrolig glade for den store interesse. Vi håber på at se en masse besøgende, som vi kan give en skøn oplevelse,” siger FÆNGSLETs kultur- og eventansvarlige Nana Renée Andersen.
Loppefund og lækker mad går hånd i hånd
Bliver du sulten undervejs i jagten på det helt rigtige loppefund, er der desuden mulighed for at købe lidt mad og drikke eller en kop kaffe i en af de lækre madboder.
“Der kommer til at være noget for enhver smag, om man så er kød-elsker, vegetar eller noget helt tredje,” siger Dorte Kusk Mikkelsen.
Oplev historien i museet til halv pris
Kan man slet ikke få nok af de spændende antikviteter, så er der mange flere historiske genstande at gå på opdagelse i på Fængselsmuseet. Selvom de ikke er til salg, er der for de historieinteresserede loppejægere masser af gode fortællinger knyttet til de mange sager i museet. Lige nu kan du besøge museet til halv pris, så du kan gøre en god handel helt uden at prutte om prisen.
I museet kan man blandt andet se den økse, der blev brugt til den sidste henrettelse i Danmark i 1892. Og til den hører der en helt særlig historie – historien om Jens Nielsen, der ihærdigt forsøgte at blive henrettet flere gange.
Så vil man have flere gode historier med hjem end dem fra genbrugsguldet, har museet åbent begge dage kl. 10-16.
Kommentarer