Horsens

Se og hør mere om de to nye multihaller i Horsens Kommune

Foto: Horsens kommune

Horsens Kommune inviterer til præsentationer af de multihaller, der er på vej i Gedved og Højvang.

Hallerne kommer til at rumme både håndboldbane og springfaciliteter.

Der er noget rigtig godt i vente til de mange idrætsudøvere i Horsens Kommune. Horsens Byråd godkendte for nylig anlægsbevillingerne til byggerierne af kommunens nye multihaller, der skal opføres i Gedved og Højvang, og som de lokale idrætsforeninger har samlet penge ind til. For at markere det inviterer Horsens Kommune borgerne i begge områder samt andre interesserede til en præsentation af projekterne.

Den første præsentation foregår i Gedved torsdag den 14. oktober 2021 kl. 18.30 ved det gamle seminarium på Egebjergvej 1.

Den nye hal i Gedved bliver på ca. 1.600 kvm og kommer til at rumme en håndboldbane, en springgrav med forskellige faciliteter til springgymnastik, flere depoter, et stort fælles opholdsområde med en ny indgang samt nye lokaler til Ungdomsskolen, der flytter fra skolen og over i den nye hal.

Hallen i Højvang bliver bygget som en udvidelse af den nuværende hal. Haludvidelsen kommer til at rumme ca. 1.400 kvm, hvor der også bliver plads til en håndboldbane, en springrav med forskellige springfaciliteter, omklædningsrum, depoter og klublokale. Præsentationen af denne hal vil ske tirsdag den 9. november 2021 kl. 17 ved Højvanghallen, Højvangsallé 20 i Horsens.

– Jeg er rigtig glad for, at vi i Horsens Byråd nu har truffet den endelige beslutning om at frigive pengene til byggerierne af vores to nye multihaller. Vi har behov for mere halplads og flere idrætsfaciliteter, for vi bliver flere og flere i kommunen – og stigningen ser ud til at fortsætte også fremadrettet. To nye multihaller giver både flere og bedre muligheder for idræt og bevægelse samt gode rammer for, at man kan mødes og samles i lokalområderne, siger Peter Sørensen, borgmester i Horsens Kommune.

Støtte til frivillighed og fællesskab

Med byggerierne af hallerne bliver halkapaciteten markant øget i både den nordlige og sydlige del af kommunen.

– I Horsens Kommune har vi et rigtig stærkt foreningsliv, og vi skal sikre, at vi har gode og moderne rammer, hvor borgerne kan bevæge sig og dyrke idræt. Udover at støtte op om bevægelse og idræt er der andre fantastiske aspekter som frivillighed og fællesskab, som er en stor del af foreningslivet, vi også gerne vil understøtte, siger Jakob Bille, formand for Kultur- og Civilsamfundsudvalget i Horsens Kommune.

Byggerierne af de nye multihaller går i gang hurtigst muligt, men er desværre blevet forsinket pga. den store byggeaktivitet og mangel på byggematerialer. Opstarten på byggerierne forventes at ske i foråret 2022.

Til begge præsentationer vil der bl.a. være en visualisering af de indvendige rammer i multihallerne, og arkitekterne bag vil fortælle mere om halprojekterne.

Foruden de kommende nye multihaller i Gedved og Højvang er der de seneste år bygget nye haller i Egebjerg, Lund, Stensballe, Østbirk og Hovedgård, ligesom der i budgettet for 2022 er fokus på flere og bedre idræts- og foreningsfaciliteter.

Kommentarer