Kultur

Privat initiativ sættes i søen: Nu får offentligheden snart adgang til det rekreative område ved Gedved Sø

Gedved Sø ligger på privat areal. Nu får offentligheden snart mulighed for at opholde sig ved søen. Foto: Horsens Kommune

Efter tre års planlægning er de private initiativtagere nu klar til at invitere til “første spadestik” på deres projekt: En ny offentligt tilgængelig opholds- og formidlingsplads ved Gedved Sø, som vil komme byens skoleklasser, institutioner og mange andre i Horsens Kommune til glæde. Startskuddet markeres med et festligt arrangement fredag, hvor alle er velkomne til at høre om projektet og visionen bag.

I dag er der ingen offentlig adgang til Gedved Sø, som blev genskabt og indviet i 2019 og ligger på privat areal. De to Gedved-brødre Niels Anders og Ole Lund Svendsen ejer en stor del af arealet ned mod søens sydlige bred, og sammen med deres søster Inna Lund har de siden indvielsen af søen gået med en vision om besøg og offentlig adgang til området.

De har arbejdet for at skabe en opholds- og formidlingsplads ved søen. Nu kan projektet omsider realiseres. Med mange detaljer på plads og myndighedstilladelser i hus glæder de og projektets øvrige bidragsydere sig meget til at kunne invitere alle interesserede til at høre om, hvad der kommer af faciliteter, og hvilke tanker der ligger bag projektet.

Med offentlig adgang til søen kan man begynde at glæde sig til et rekreativt opholdssted med en trampesti langs søens sydlige bred. Det bliver dog ikke muligt at gå hele vejen rundt om søen, da dele af området blandt andet er temmelig ufremkommeligt. På opholdspladsen bliver der efter den nuværende plan etableret et bålsted, stendiger, siddepladser, et formidlingsrum og et toilet.

Derudover kommer der en 10-15 meter bred broplatform på søen, hvor man kan sidde og nyde sin madpakke eller ligge på maven med en søkikkert. Et centralt omdrejningspunkt for stedet og hele projektet er nemlig undervisning og formidling af natur og kulturhistorie.

– Oprindeligt var det primært formidlingsdelen, som lå os meget på sinde. Her skal være gode muligheder for at opleve søen og dens 10.000 årige historie. I takt med at vores vision begyndte at tage form, så Gedved Skole muligheden for, at stedet kan danne ramme for udendørs undervisning. Også Museum Horsens har budt sig til i forhold til et samarbejde om at skabe god formidling om området til både undervisning og øvrige besøgende, siger den ene initiativtager Ole Lund Svendsen, som desuden er tidligere lærer på Gedved Skole.

Ole Lund Svendsen beskriver selv projektforslagets udvikling som “kausal knopskydning” fra visionen opstod, til ideer løbende er kommet til, og interessenter er kommet med forslag.

– Det har været en fælles rejse, som vi sådan set bare har været med til at sætte i gang. For uden vores naboers accept, andres gode ideer og hjælp fra mange bidragsydere, ville det her jo slet ikke kunne lade sig gøre, siger Ole Lund Svendsen.

Borgmester Peter Sørensen deltager i fredagens arrangement og er med til at tage det “første spadestik”, som lidt utraditionelt kræver et pælebor frem for en spade. Borgmesteren var også med til indvielsen af søen for godt tre år siden og betragter dette private projekt som kronen på værket.

– Det er altid en glæde, når benyttelse og beskyttelse af vores natur kan gå hånd i hånd. Da søen blev genskabt var det med det formål at passe på vores jord og fjord. Sidegevinsten var dette smukke sø- og engområde, som mange borgere siden har vist interesse for at kunne benytte som rekreativt område. Og så er det jo helt fantastisk at møde to lokale ildsjæle som Ole og Niels Anders, som lægger tid og kræfter i og stiller egen jord til rådighed til dette 100 % private projekt, siger borgmester Peter Sørensen, som løbende har været orienteret om projektets udvikling af de to initiativtagere.

Projektets gennemførelse beror på blandt andet fondsmidler og frivillighed.

Fondsmidler dækker dog ikke driftsomkostninger. Derfor har projektets realisering været betinget af, at Horsens Kommune vil stå for disse omkostninger til blandt andet at holde toilettet, afhente affald m.m. Horsens Kommunes Bæredygtigheds-, Natur- og Klimaudvalg besluttede på udvalgsmøde den 16. august 2022 at bevilge et årligt beløb til driften af pladsen.

Den almene adgang til søen bliver for gående og cyklister via en sti.

Søen skal også gøres tilgængelig for handicapkøretøjer. Derfor bliver Engvej befæstet og udvidet en smule for at sikre adgangsforhold for netop handicapkøretøjer, renovationsbil og andre driftsbiler, der som de eneste vil kunne køre helt ned til pladsen.

Hvis alt går efter planen, vil den nye opholds- og formidlingsplads vil være klar til indvielse inden sommerferien 2023.

Startskuddet lyder fredag den 7. oktober kl. 13

Alle interesserede er velkomne til at deltage på fredagens arrangement.

Blandt andre deltager repræsentanter for tilskudsgivende fonde, lokale foreninger og Museum Horsens på dagen. 5. årgang på Gedved Skole vil også være med. Skoleeleverne har i den forgangne uge engageret sig i projektet ud fra en undervisnings- og læringsmæssig vinkel.

Pressen er også velkommen.

Arrangementet finder sted for enden af Engvej, 8751 Gedved – og varer en god times tid.

Der er i dagens særlige anledning mulighed for at parkere ved Fjerkræslagteriet, Skanderborgvej 19, 8751 Gedved. Herfra er der ca. 200 meters gang til Gedved Sø.

Kommentarer