Horsens

Oplev samlingsophængningen med Gudrun Hasle på Horsens Kunstmuseum

Foto: Horsens Kunstmuseum

Du kan nu opleve hele museets samling af Gudrun Hasle værker til og med den 8. januar 2023. 

Gudrun Hasle er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi 2002-2008 og Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2007-2008.

Gudrun Hasle arbejder særdeles selvbiografisk i sit kunstneriske virke med udgangspunkt i medier som video, fotografi og broderi. En central problematik i Gudrun Hasles værker er den udstødtes eller udenforståendes position i samfundet, hvor hun tematiserer det at være anderledes og at befinde sig i grænsezonen uden for samfundets normer og konventioner som man af den ene eller anden grund har svært ved at leve op til.

Et vigtigt omdrejningspunkt er hendes ordblindhed og at mangle et af de væsentligste redskaber for at kunne begå sig i den moderne verden. 

– Jeg ser min ordblindhed, som mange trods alt ikke kender, som en underliggende energikilde, der er med til at give værket en ekstra form for sårbarhed. Det gør det mere menneskeligt, beskriver kunstneren.

Gudrun Hasle er en af de unge eksperimenterende kunstnere, som i disse år står stadigt stærkere på den danske kunstscene, og hun viser med sine værker et ærligt billede af nogle af de samfundstabuer, som vi normalt undgår at beskæftige os med. Gudrun Hasles værker er på en gang komplekse og fyldt med svære emner og livsvilkår samtidig med, at de er enormt nærværende og nede på jorden, fordi de viser deres stærke indhold ligetil og direkte for beskuren gennem brug af medier som fotografi og broderi.

Udstillingen fremviser hele museets samling af Gudrun Hasle værker, som ikke har været vist samlet før.

Udstillingen Gudrun Hasle – samlingen kan opleves på Horsens Kunstmuseum til og med den 8. januar 2023. 

Kommentarer