Samfund

Nyt rutenet for busser er på tegnebrættet – se hvordan det påvirker buskørslen i dit område

På et interaktivt kort kan man som borger blive klogere på, hvordan det fremtidige rutenet kan komme til at se ud. Forslaget er nu i høring frem til den 6. december 2020.

Hvor og hvor ofte skal busserne i Horsens Kommune fremover køre? Det har du nu mulighed for at komme med dine kommentarer til. Horsens Kommune har i dag sendt et forslag til en ny trafikplan i offentlig høring. Planen viser forslag til, hvor der i fremtiden skal køre busser, og hvor mange afgange der skal være om dagen.

I arbejdet med forslaget til det nye rutenet har trafikafdelingen taget højde for, hvordan kommunen vil udvikle sig i de kommende år.

– Vi har bl.a. kigget på, hvor der er nye boligområder på vej, samt hvor der bliver udvidet eller flyttet uddannelsesinstitutioner. Det har en betydning for, hvor der vil være passagerer, som har behov for at kunne tage en bus. Vores mål er selvfølgelig at forbedre rutenettet, så busserne kører de steder, hvor der er flest passagerer, og at vi dermed i højere grad undgår at have tomme busser kørende, forklarer Allan Lyng Hansen, afdelingschef i Affald og Trafik i Horsens Kommune.

I oplandet er der bl.a. kigget på størrelsen af de enkelte byer.

– Vi skal selvfølgelig sikre, at oplandet og Horsens hænger godt sammen, og at man kan komme frem og tilbage med bus. Generelt lægger forslaget til det nye rutenet op til, at busbetjeningen af oplandet bliver forbedret i forhold til i dag, siger trafikchefen.

Ruter på interaktivt kort

For at gøre det nemmere for borgerne at se, hvordan forslaget til det nye rutenet er, har trafikafdelingen fået lavet et interaktivt kort. På det kan man klikke rundt og blive klogere på, hvor det foreslåes, at de enkelte ruter skal køre samt hvor ofte.

– Hvis man f.eks. bor i den sydlige del af Horsens eller i Østbirk, kan man klikke ind og se, hvilke ruter vi foreslår, der skal køre i disse lokalområder, samt hvor mange afgange vi lægger op til. På samme måde kan man klikke på en række udvalgte steder og se, hvilke ruter der kører dertil, forklarer Allan Lyng Hansen, som pointerer, at det i øjeblikket er rutenettet, men ikke de konkrete køreplaner, der bliver arbejdet med.

Forslaget til det nye rutenet er i offentlig høring til og med den 6. december 2020, hvor alle har mulighed for at komme med bemærkninger. Trafikafdelingen vil herefter tage kommentarerne med i det videre arbejde med trafikplanen.

Det er forligspartierne bag budgetaftalerne for 2018 og 2019, der har ønsket, at trafikafdelingen kommer med et nyt bud på en plan for den kollektive trafik. I planen bliver der også taget højde for, at Horsens Kommune har overtaget en række af de busser, der tidligere blev drevet af regionen.

Den nye trafikplan vil komme til at gælde fra 2023, hvor også nye køreplaner vil træde i kraft. I 2023 er det desuden planen, at bybus-kørslen skal være med elbusser.

Foruden forslaget til det nye rutenet er også selve strategiplanen, som er baggrund for trafikplanen, i offentlig høring.

Via dette link kan man læse mere om trafik- og strategiplanen samt sende sit høringssvar eller stille spørgsmål. Man kan selvfølgelig også sende et brev til: Horsens Kommune, Teknik og Miljø, Affald og Trafik, Rådhustorvet 4, 8700 Horsens med sine bemærkninger.

Det interaktive kort findes her.

Kommentarer