Nye udstillinger på Horsens Kunstmuseum: Gudrun Hasle, Horsens Kuraterer 2 og Rose Eken
Nye udstillinger på vej til Horsens Kunstmuseum med både Gudrun Hasle, Rose Eken og del to af udstillingskonceptet Horsens Kuraterer.
Gudrun Hasle – Horsens Kunstmuseums samling
Gudrun Hasle er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i 2002-2008 og Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2007-2008. Gudrun Hasle arbejder særdeles selvbiografisk i sit kunstneriske virke med udgangspunkt i medier som video, fotografi og broderi. En central problematik i Gudrun Hasles værker er den udstødtes eller udenforståendes position i samfundet, hvor hun tematiserer det at være anderledes og at befinde sig i grænsezonen uden for samfundets normer og konventioner, som man har svært ved at leve op til.
Gudrun Hasle er en af de unge eksperimenterende kunstnere, der i disse år står stærkere og stærkere på den danske kunstscene og hun viser os med sine værker et ærligt billede af nogle af de samfunds-tabuer, som vi normalt undgår at beskæftige os med.
Udstillingen vil fremvise museets samling af Gudrun Hasle værker, som ikke har været vist samlet før. Udstillingen kan opleves på Horsens Kunstmuseum fra lørdag d. 27. august 2022 og til og med søndag d. 8. januar 2023.
Horsens Kuraterer 2
Horsens Kunstmuseum inviterer i løbet af anden halvdel af 2022 til udstillingskonceptet Horsens Kuraterer, som bliver fordelt over tre dele, hvoraf den første del allerede kan opleves nu, og anden del åbner den 17. september og kører frem til 4. december 2022.
Med Horsens Kuraterer inviterer museet en række horsensianere til at kuratere i alt tre udstillinger alle med udgangspunkt i museets store samling af eksperimenterende samtidskunst.
Horsens Kuraterer er skabt på baggrund af at Horsens Kunstmuseum drømmer om at få flere horsensianere i tale om hvad Horsens Kunstmuseum er for en størrelse og hvad indsamling og kuratering af eksperimenterende samtidskunst egentligt betyder for et museum?
I del 2 har en gruppe på i alt otte horsensianere fået mulighed for at udvælge lige netop de værker fra Horsens Kunstmuseums samling, som, de synes, er de mest interessante værker.
Horsens Kuraterer er støttet af Ny Carlsbergfondet.
Rose Eken – Aftermath
Horsens Kunstmuseum præsenterer til efteråret Rose Ekens store installationsværk Aftermath fra 2018, der vil fylde hele stueetagens udstillingsrum.
Aftermath iscenesætter udstillingssalen som et mennesketomt rum, fastfrosset i netop det øjeblik, hvor en koncert er slut – der hvor musikerne har forladt scenen og publikum er gået hjem. Tilbage er kun de opstillede sikkerhedshegn, nedtrampede øldåser, plastikkrus og cigaretskodder – alt sammen udformet i keramik. Objekternes skala og proportioner har undergået en forandring og værket står tilbage som et ekko af den energi, rytme og urkraft, der øjeblikket tidligere må have udspillet sig iblandt koncertpublikummet.
Værket tager afsæt i Rose Ekens mangeårige interesse for populærkultur og for rockmusikkens univers. Det var en Slayer koncert under festivalen Copenhell i 2017, der inspirerede kunstneren til Aftermath. Installationen består af omkring 2000 keramiske dele skabt i papirler. Værket er en del af museets samling takket være Ny Carlsbergfondet.
Aftermath kan opleves på Horsens Kunstmuseum fra lørdag den 24. september 2022 til og med søndag den 15. januar 2023.
Læs mere på Horsens Kunstmuseum
Kommentarer