Nye produkter og en stor beslutning: Ninas forretning blev bæredygtig efter en tur i fremtidshelikopteren
Syv dage i det EU-støttede projekt ”Growth by Design” har ført til en bedre forretning i Nina Frederiksens iværksættervirksomhed med kvalitets-babyudstyr i Horsens. Der er udviklet nye bæredygtige produkter, strammere strategi og et skarpere kundefokus.
“Vi er blevet prikket til og udfordret, grænserne blevet flyttet, og overliggeren er sat. Men det har været alle timerne og anstrengelserne værd, og nu går jeg og håber på det store gennembrud i 2021.”
Sådan siger Nina Frederiksen, der sælger kvalitets-babyudstyr i sin virksomhed Sleepbag i Horsens. Hun er eneejer af virksomheden, og siden starten i 2014 har den ambitiøse iværksætter arbejdet hårdt på at skabe en i mere end én forstand bæredygtig forretning.
Undervejs har hun hentet hjælp i forløbet ”Bæredygtig Fremgang” på Designskolen Kolding. Forløbet var en del af det netop afsluttede regionalfondsprojekt ”Growth by Design”, og i syv måneder rev Nina Frederiksen hver måned en hel dag ud af kalenderen for at deltage i forløbet – og arbejdede desuden mange timer hjemme i Horsens på Sleepbags strategi og udvikling.
Forløbet på Designskolen Kolding gjorde hende i stand til at lægge en fleksibel handlingsplan og udstikke en fremtidsplan for virksomheden for de næste 10 år. Og Nina Frederiksen fik så meget indsigt i begrebet bæredygtighed, at hun var klar til at tage nye, afgørende beslutninger om produkter og kunder for Sleepbag.
“Det var utroligt værdifuldt for os at få et indtryk af, hvad bæredygtighed egentlig er, og hvordan bæredygtighed vil udvikle sig i de kommende 10 år. Vi kom op i helikopteren sammen med eksperter, og vi begyndte at kunne se, hvor vi skulle hen med vores virksomhed, og hvordan vi skulle arbejde med kunder og produkter,” siger Nina Frederiksen.
Fokuseret og moden strategi
I dag – lidt over tre år efter forløbet – oplever Sleepbag at arbejde mere fokuseret og modent med bæredygtighed. Blandt andet er Nina Frederiksen blevet opmærksom på fremtidens knaphed på ressourcer, som fordrer, at virksomheder minimerer deres ressourceforbrug, blandt andet gennem genanvendelse af råvarer.
Derfor arbejder Sleepbag nu målrettet med begrebet Design for Disassembly. Det betyder, at produkter bliver repareret og genbruges, inden de i sidste ende genanvendes i nye produkter. Som led i arbejdet med Design for Disssembly har Sleepbag udviklet en populær produktlinje med sansedyr, produceret af rester fra produktionen af virksomhedens kvalitetsprodukter.
På kundesiden har Sleepbag ændret kurs og arbejder nu næsten udelukkende med salg via webshop.
“Vi havde tidligere 90 procent af vores salg i butikskæder, men vi fik ikke den plads i butikkerne, som vi gerne ville, og i vores webshop kan vi præsentere alle vores produkter på én gang. Vi nåede lige at opsige vores aftaler, inden COVID-19 lukkede os ned i foråret 2020, og siden er især salget af ekstraudstyr steget eksplosivt på vores webshop,” siger Nina Frederiksen.
Hun tilføjer, at beslutningen om at droppe butikskæderne gør det nemmere at følge et andet mål: At tale mere direkte til kunderne om kerneproduktet – babysoveposer i highend-prislejet suppleret af en række sideprodukter.
“De nye produkter, vi har skabt, og de beslutninger, vi har taget, er skabt på basis af det, som forløbet lærte os: At det er vigtigt at skille sig ud i forhold til kunderne, og at vi skal fokusere mere på at tale direkte til kunderne og fortælle, hvor bæredygtige, vores produkter er, og at soveposerne er vaskbare og så holdbare, at de kan gå i arv,” siger indehaveren.
Nina Frederiksen udviklede sin fremtidsstrategi for Sleepbag i forløbet ”Bæredygtig Fremgang” på Laboratoriet for Bæredygtighed på Designskolen Kolding.
I alt 36 virksomheder har gennemført forløbet, som er et af fire forløb i regionalfondsprojektet ”Growth by Design”, der fra 2015 til 2020 lærte syddanske virksomheder at bruge designbaseret viden og forskning til at styrke innovations- og konkurrenceevnen.
”Growth by Design”, der drives af Dansk Design Center i samarbejde med blandt andet Designskolen Kolding, ramte et stort behov for nytænkning blandt syddanske virksomheder. 166 virksomheder har i løbet af projektets femårige levetid deltaget i projektets forløb, og projektet er i flere omgang blevet forlænget for at kunne tage alle interesserede virksomheder ind.
Projektleder Liv Eskholm fra Designskolen Kolding:
“Vi har gennem de seneste år oplevet, at virksomheder viser stigende interesse for at engagere sig i arbejdet med bæredygtighed, og det er der mange årsager til: Forbrugerne efterspørger i højere grad virksomheder, der kan levere produkter og services, hvor bæredygtige løsninger tilgodeses. For virksomheder er det attraktivt, da det kan skærpe deres brand og fortsat sikre deres relevans ved at være blandt dem, der skaber de bæredygtige løsninger. Og endelig oplever vi, at mange virksomheder ønsker at bidrage til en bedre verden.”
”Growth by Design” sluttede ved årsskiftet med gode anmeldelser fra de deltagende virksomheder. 66 procent af virksomhederne oplyste i den afsluttende evaluering, at deres innovationsprocesser er blevet forbedret, mens 47 procent angav, at de har arbejdet med metoderne mere bredt i virksomheden.
FAKTA Om Dansk Design Center
Danmarks nationale designcenter, stiftet i 1978, kontorer i København og Kolding
Arbejder for at bringe den nyeste viden om design i spil for at skabe innovation og bæredygtig vækst i danske virksomheder, bidrage til at styrke designbranchen samt udvikle og brande dansk design nationalt og internationalt
Samarbejder årligt med flere end 2.000 erhvervsledere, designere og beslutningstagere.
Læs mere på Dansk Design Centers hjemmeside
FAKTA Om ”Growth by Design”
Projektets formål er at udnytte designbaseret viden og forskning til at styrke syddanske virksomheders innovations- og konkurrenceevne. 166 virksomheder har deltaget i projektet, som har udklækket 63 innovative virksomheder. Virksomhedernes forventning er, at der to år efter projektet samlet er skabt 177 jobs og en øget årlig omsætning på 143,4 mio. kr.
Projektet begyndte i september 2015, blev forlænget på grund af stor efterspørgsel fra virksomheder og sluttede med udgangen af december 2020. EU’s Regionalfond har støttet projektet med 16,9 mio. kr.
Designcentret Dansk Design Center er ansvarlig for projektet, som er gennemført i partnerskab med Designskolen Kolding, Syddansk Universitet og COC Company A/S i Billund.
Læs mere om ”Growth by Design” i Erhvervsstyrelsens projektdatabase
FAKTA Om EU’s Regionalfond
I perioden 2014-2020 investerer EU’s Regionalfond, Socialfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.
Regionalfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet bedre vækstvilkår for små og mellemstore virksomheder, der spiller en vigtig rolle i at skabe vækst og nye arbejdspladser i Danmark.
Derfor medfinansierer EU’s Regionalfond projekter, der skal:
- Styrke virksomhedernes innovationsevne
- Udarbejde vækstplaner for virksomhederne
- Hjælpe virksomhederne med at blive mere ressourceeffektive
- Understøtte bæredygtig, grøn byudvikling i kommuner med over 30.000 indbyggere
Kommentarer