Nye oplevelser på Horsens Kunstmuseum
Oplev udstillingen Vi er et hold af en helt ny tid og kom med til en særvisning af Kærlig hilsen hadet, en monolog om hadforbrydelser, der opføres på Horsens Kunstmuseum torsdag den 7. april kl. 17.00 af skuespiller Johannes Nymark.
Vi er et hold af en helt ny tid mimer et omklædningsrum med bænk, spejl, opslagstavle og sportstøj.
I installationen kobles sport og kunst sammen, og Tomas Lagermand Lundme omsætter research til kunstværket, der er baseret på materiale indsamlet fra workshops med unge over hele Danmark de sidste par år.
Undersøgelser viser at hver 5. LGBTQ+ person ikke føler sig tilpas og hjemme i idrætten grundet mistrivsel og manglede inklusion.
Vi er et hold af en helt ny tid er en videreudvikling af kunstværket Kærlig hilsen hadet, der er baseret på Tomas Lagermand Lundmes egen fortælling om hadforbrydelser, som han blev udsat for i 2009 og om tankerne, eftervirkningerne, skammen og selvskaden som følge heraf. I 2019/2020 har Tomas Lagermand Lundme med stor succes været rundt i hele landet og vise Kærlig hilsen hadet og samtidig afholde workshops med unge fra udskoling, gymnasier og ungdomsuddannelser og tale om med dem om hate crimes og indsamle ord og fortællinger fra de unge selv, der nu er blevet omsat som delelementer i udstillingen, der tapper ind i sportsæstetikken.
Rummet ligner et omklædningsrum 1:1, men ved nærmere eftersyn handler værket om kroppen, inklusion og sprog omhandlet på sportstrøjer, opslagstavle med breve, spejl med et lydværk, der som en indre selfie fremsiger ord fra de unge, der indgår i totalinstallationen med barske oplevelser, og inviterer de besøgende indenfor til at gå på opdagelse i et rum af en anden virkelighed, der er de unges egen verden.
Udstillingen er en del en større kunstnerisk og tværfaglig undersøgelse af hadets retorik, der handler om hvor og hvordan hadet opstår. Det er ingen hemmelighed, at netop i fodboldverden er ord som svans, bøsse og taber oftest det, der ryger ud. Ord, der ikke kun kommer fra spillerne på banen, men fra tilskuerne på tribunerne, publikum bag tv-skærmene og fylder omklædningsrummene overalt, før og efter en kamp.
Værket består derudover af 11 fodboldtrøjer (et hold), hvor Tomas Lagermand Lundme har skrevet en sætning, der kan læses som en slags afvæbningspoesi, et “skjold” af andre ord, der ikke går ind i hadet, men går udenom – og åbner for dialog. Had har det med at lukke vores samtaler ned. Når vi ikke hader, åbner vi op. Og her er kunst enestående i det vi gør brug af et andet sprog. I samarbejde med lokale fodboldklubber danner udstillingen derfor sine egne hold i og udenfor banen. Ingen har numre, fordi mennesker er ikke tal og værdier på den måde. Mennesker er ord og handlinger.
Udover den billedkunstneriske installation, består værket af en workshop for unge med udgangspunkt i hadets retorik, både det indre og det ydre had, og monologen Kærlig hilsen hadet, som er en bearbejdning af Lundmes egne oplevelser som offer for hadforbrydelser.
Kærlig hilsen hadet – En monolog om hadforbrydelser
Kærlig hilsen hadet er en fortælling om at blive slået ned både fysisk og psykisk. Kærlig hilsen hadet er en barsk monolog om at falde fra, men også falde til i netop det fald, et overfald indebærer.
En monolog om at rejse sig og gå ud i verden igen til en anden virkelighed, uden om hadet, en ny virkelighed, en ny måde at leve sit liv og ikke kun overleve det. Vold kan være det, der forandrer dig og skærper dine omstændigheder, og ikke kun på godt og ondt.
Kærlig hilsen hadet bygger på forfatteren, Tomas Lagermand Lundmes egne oplevelser, hvor en personlig historie om overfald, voldtægt og svigt bliver omdrejningspunkt for en større fortælling om, hvordan kampen og ønsket om frihed bliver til had og selvhad. Forestillingen henvender sig til såvel voksne som unge fra 16 år.
Tomas Lagermand Lundme har bl.a. skrevet om overfaldet i romanen ‘En rigtig kærlighed’ fra 2019, som vi også har lavet til en Revolver play film, som du kan se her.
Monologen bliver spillet af den danske skuespiller Johannes Nymark, der tager teksten på sig og i et allerede eksisterende billede- og lydunivers, gør hver forestilling til sin egen. Forestillingen bliver derfor en unik og personlig historie om et samfund, hvor overfald og dets varige konsekvenser stadig er stærkt tabubelagte. Og som vi er nødt til at snakke om, hvis vi skal komme dem til livs. Heldigvis er der mange, der er begyndt at tale om det fx Stop hadet nu og Lev og lad leve. Sammen kan mange mennesker mange ting.
Praktisk information: Monologen opføres torsdag den 7. april kl. 17.00. Varighed 1 time. Arrangementet er gratis men det anbefales at booke billet på forhånd grundet pladsbegrænsning.
Kommentarer