Ny kunstinstallation ved FÆNGSLET
I denne uge har kunstneren Phuc Van Dang opført et nyt kunstværk i Østparken ved FÆNGSLET.
Kunstneren Phuc Van Dang, som har sin daglige gang på FÆNGSLET, har opført et nyt værk ved navn ‘Dine Indre Monstre’ ved FÆNGSLET. Værket er en installation på knap tre gange tre meter, som omkranser et af de største træer i Østparken foran FÆNGSLET.
Værket er en midlertidig installation, der reflekterer over samspillet mellem vores indre monstre og vores handlekraft, vilje og mod til at vokse, forandre og udvikle os.
“Monstrene er som kulsorte skygger med skarpe tænder og kløer, der cirkler rundt om det store, smukke træ, som symboliserer vores fundament, identitet og vækst. Installationen er en synliggørelse af vores indre monstre og kan være med til at give nye perspektiver på vores liv og ageren i hverdagen, samt hvordan vi genkender og håndterer dem,” siger kunstner Phuc Van Dang.
FÆNGSLETs kultur- og eventleder Nana Renée Andersen er meget begejstret for det nye kunstværk.
“Kunstværket vil bidrage til endnu flere gode oplevelser for FÆNGSLETs naboer og besøgende fra hele landet. Særligt temaet med indre monstre konnoterer smukt med fængslets historie, hvor mange af de tidligere fanger har siddet for at besejre deres indre monstre.”
Phuc Van Dangs værk kan opleves ved FÆNGSLET frem til den 31. januar 2023. Kunstinstallationen vil være belyst, så den også kan nydes om aftenen.
Kommentarer