Kultur

Julemanden tager på turné i Horsens

Julemandens ankomst til Horsens bliver i år lidt alternativ – han tager nemlig på en coronavenlig turné rundt til kommunens børnefamilier. Foto: Hanne Nielsen.

I år bliver julemandens ankomst til byen lidt ekstra særlig – han kommer nemlig hjem til udvalgte børnefamilier i Horsens, for at melde sin ankomst og ønske en glædelig jul.

Når december står for døren, plejer byens børn at stå på rad og række og vinke julemanden i land, når han ankommer ved Inderhavnen i Horsens med skib.

I år bliver det desværre lidt anderledes. Men julemanden kommer selvfølgelig stadig til byen.

10 børnefamilier får besøg af julemanden

Julemanden Bomle vil selvfølgelig være at finde i byen hele december, som han plejer. Men for at være sikker på, at de horsensianske børn ved, han er ankommet, tager han i år på turné rundt i kommunen.

I weekenden lørdag d. 21. november og søndag d. 22. november vil 10 heldige børnefamilier få mulighed for et besøg fra julemanden.

De 10 familier findes ved lodtrækning, ved at sende en mail til event@horsens.dk med lidt oplysninger om familien samt børnenes juleønsker (hvad der nu er nyttig viden for en julemand) og selvfølgelig en adresse. Mailen skal være modtaget senest onsdag d. 18. november. 

Julemandsbesøgene arrangeres i et samarbejde mellem CityHorsens og MÆRK Byen, Horsens Kommunes bylivsindsats.

Besøgene bliver filmet og brugt som en del af en lille kort julefilm omkring julemandens ankomst. De deltagende familier skal derfor være indforståede med, at der bliver filmet under besøget, og optagelser bruges efterfølgende.

Julelys og julestemning i midtbyen

I år bliver gågaden oplyst af smuk vinterbelysning fra Jessensgade og op mod Torvet. De store juletræer vil også stå og lyse af julestemning.

I år bliver træerne ikke tændt ved den traditionsrige julelystænding, men julemanden Bomle og borgmester Peter Sørensen tænder lyset på et hemmeligt tidspunkt i slutningen af november. Julelystændingen kan efterfølgende opleves som en del af en lille julefilm, der vises på Facebook mm.

Udover julemanden så bliver der masser af juleaktiviteter for store og små. Der er udviklet et corona-venligt juleprogram, som offentliggøres inden længe på MÆRK Byens og CityHorsens’ kanaler.

Kommentarer