Jesper Pagh bliver stadsarkitekt i Horsens Kommune
Fra årsskiftet tiltræder arkitekt og ph.d. Jesper Pagh som stadsarkitekt og chef for Plan, Byg og Erhverv i Horsens Kommune.
45-årige Jesper Pagh sætter sig fra 1. januar 2023 i stolen som stadsarkitekt og chef for Plan, Byg og Erhverv i Horsens Kommune.
Jesper Pagh kommer fra en stilling som stadsarkitekt og byudviklingschef i Rødovre Kommune, hvor han siden 2021 har arbejdet med byudviklingsprojekter og den arkitekturpolitiske dagsorden. Tidligere har han været ansat som direktør i Akademisk Arkitektforening.
Jesper Pagh er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole i København i 2002. Han har en ph.d. i byudvikling fra RUC, hvor han også har forsket og undervist.
Nu er han klar til at rykke vestpå og fortsætte sin karriere i Horsens:
– Jeg glæder mig meget til at komme til Horsens. Det er en by og en kommune, jeg kender som et driftigt sted, hvor natur og kultur går hånd i hånd med by- og erhvervsudvikling. Jeg håber, jeg kan være med til at sikre, at Horsens Kommune også i fremtiden udgør en smuk, attraktiv og bæredygtig ramme for vækst og velfærd – og jeg ser frem til at gå i gang sammen med dygtige kollegaer, siger Jesper Pagh.
Erfaringerne fra hans hidtidige job i Rødovre Kommune kommer uden tvivl i spil i arbejdet i Horsens Kommune. I Horsens bliver han således chef for Plan, Byg og Erhverv – en afdeling der samler de samme faggrupper som den afdeling, Jesper Pagh kommer fra i Rødovre:
– Jeg kommer fra en stilling, hvor stadsarkitekten – som nu også snart i Horsens – er chef for Planafdelingen samt Byggesags- og Erhvervsafdelingen. Det er i mine øjne et ideelt udgangspunkt for at sikre kvalitet og sammenhæng fra den langsigtede strategiske udvikling over konkrete planer og projekter til den daglige sagsbehandling og realisering – og ikke mindst et trygt og godt, fagligt stærkt arbejdsmiljø, konkluderer Jesper Pagh. Han er sig meget bevidst, at rollen som stadsarkitekt er en helt særlig faglig, formidlings- og ledelsesmæssig opgave i spændingsfeltet mellem politik og planlægning, arkitektur, byggeri, økonomi og strategi.
Direktør i Teknik og Miljø i Horsens Kommune Bjarke Butt Eriksen glæder sig meget over ansættelsen af Jesper Pagh og glæder sig til samarbejdet:
– Vi er virkelig glade for at have trukket så stærkt et kort. Jesper Pagh har en dyb faglig indsigt og en velfunderet ledelseserfaring. Med sin erfaring med rollen som stadsarkitekt er han vant til at se de store linjer i byudviklingen og være i faglig dialog med bygherrer, rådgivere og investorer. Med fokus på erhvervsvenlighed kommer han til at indgå i vores fælles og fortsatte arbejde for at sikre de bedste rammevilkår for erhvervslivet i vores stadigt voksende kommune. Som chef for Plan, Byg og Erhverv får Jesper Pagh en central rolle helt fra det strategiske overblik i vores byudvikling, til når planerne møder virkeligheden. Vi glæder os meget til at få ham med på holdet, siger Bjarke Butt Eriksen.
Horsens Kommune er en af landets hurtigst voksende kommuner. Bjarke Butt Eriksen påpeger i den kontekst vigtigheden i, at kommunen bevarer overblikket og tænker rumligt i planlægningen. Som en del af det faglige hold skal den nye stadsarkitekt og chef for Plan, Byg og Erhverv være med til at sikre og fastholde, at kommunens vækst går hånd i hånd med en moderne byudvikling og er i tråd med kommunens vedtagne arkitekturpolitik.
I takt med den rivende vækst gennemgår både Horsens og de mindre byer i kommunen forandring. Der byfortættes, renoveres og bygges helt nye boligområder.
Nordhavnen, Nørrestrand og Bygholm Bakker i Horsens er eksempler på nogle af de store aktuelle byudviklingsprojekter, og nye er på vej som fx Åkvarteret. Også i kommunens øvrige byer arbejdes der i stor udstrækning med områdefornyelse med målrettet fokus på at skabe mere byrum og byliv.
Privat skal Jesper Pagh bruge sin juleferie på at pakke op og ned, da han flytter fra Lejre til det østjyske. Fra årsskiftet kommer han til at have sin daglige gang på rådhuset i Horsens.
Kommentarer