Internationale og lokale horsensianere går på opdagelse sammen
Den 28. september får både danske og internationale horsensianere serveret idéer til lokale oplevelser, når eventet ‘Discover the Locals’ byder op til fællesskab på tværs af kulturer
‘Discover the Locals, der samler alle nysgerrige til en aften med oplæg om kultur, natur, oplevelser, foreningsliv og fællesskab i lokalområdet.
– Det er dejligt, at events som ‘Discover the Locals’ kan være med til at skabe fællesskab og oplevelser i lokalområdet for både internationale og lokale horsensianere. Det bliver en aften med ny inspiration til både nye og erfarne horsensianere, og det glæder jeg mig til, siger borgmester, Peter Sørensen, der byder velkommen til eventet.
Flere oplevelser i kalenderen
‘Discover the Locals’ arrangeres af Horsens Kommune, Business Horsens, Sprogcenter Midt og EU-initiativet Headstart i Business Region Aarhus-samarbejdet. Oplægsholderne vil inspirere til nye oplevelser inden for både kulturliv for både børn, unge og voksne, naturoplevelser og foreningsfællesskaber.
Undervejs møder deltagerne hinanden i mindre grupper, der lægger op til fælles oplevelser og nye relationer:
– Discover the Locals er for alle dem, der gerne vil have flere lokale oplevelser i kalenderen. Eventet er perfekt for tilflyttere, alle dem, der vil udvide deres lokale netværk, og for de nysgerrige, der bare gerne vil lære deres lokalområde og nye mennesker at kende, fortæller programleder Stinne Bille fra Headstart.
Oplevelser, der styrker kollegaskabet
Både Business Horsens og Sprogcenter Midt ser behovet for at skabe flere fælles oplevelser på tværs af lokale og internationale:
– Vi har kontakt til mange virksomheder, der gerne vil sørge for, at deres internationale og lokale ansatte får et godt kollegaskab. Det er ‘Discover the Locals’ en rigtig god begyndelse til, siger Anders Killmann Petersen, erhvervsdirektør i Business Horsens.
Elna Leth Pedersen, afdelingsleder ved Sprogcenter Midt i Horsens stemmer i:
– Vores internationale sprogstuderende efterspørger ofte et bredere lokalt netværk og input til nye oplevelser. Derfor er det dejligt at kunne invitere dem med til ‘Discover the Locals’.
‘Discover the Locals’ er gratis at deltage i, men kræver tilmelding, oplyser arrangørerne.
Oplægsholdere til ‘Discover the Locals’
Velkomst ved borgmester, Peter Sørensen
Horsens Biblioteker, Claus Hagstrøm Hansen
Sund By, Kristina Rahbek Schmidt
International Network Horsens, Paula Bleanch
Platform K, Søren Raffnsøe Hultberg
City Horsens, Michael Kongsmark
Kystlandet, Casper Terkelsen
Kulturstationen, Cecilie Thorborg Nielsen og Sabrina Koch
Fakta om ‘Discover the Locals’
Tilmelding til velkomstaftenen Discover the Locals kan findes på: https://www.headstartcareer.dk/discover-the-locals
Arrangementet afholdes (på engelsk) tirsdag den 28. september, kl. 17.30-19.30 på VIA University College – Banegårdsgade 2. 8700 Horsens – aftensmad er inkluderet.
I løbet af aftenen sættes deltagerne sammen i grupper, hvor de kan lære hinanden at kende og måske finde nye lokale oplevelser sammen.
‘Discover the Locals’ arrangeres af Horsens Kommune, Business Horsens, Sprogcenter Midt og Headstart. Læs mere på Headstarts hjemmeside https://www.headstartcareer.dk/discover-the-locals
Headstart er et initiativ, som arbejder på at tiltrække og fastholde velkvalificeret international arbejdskraft til de 12 kommuner i Business Region Aarhus-samarbejdet.
Kommentarer