Horsens

Horsens Kommune deltager i forskningsprojekt om demens

Foto: Horsens kommune

Et nyt forskningsprojekt sætter fokus på muligheder i livet med demenssygdom.

Projektet med titlen ‘Mulighedernes vinduer: Hverdagskreativitet som grundvilkår og ressource i livet med demens’ har til formål at udforske og fremme de kreative muligheder i hverdagslivet for mennesker med demenssygdom, der udfolder sig i mødet mellem mennesker med demens, pårørende og personale.

Forskningsprojektet gennemføres i et samarbejde mellem Aarhus Universitet, VIVE og Horsens Kommune med støtte fra VELUX FONDENs HUMpraxis-program.

Horsens Kommune er langt fremme inden for viden om demensomsorg og har tidligere deltaget i et aktionsforskningsprojekt 2015, som blandt andet mundede ud i en bog med titlen, Med hjerne og hjerte. Til det nye forskningsprojekt bidrager demensområdet blandt andet med kræfter fra en neuropsykolog og en ergoterapeut.

Den tavse viden

Det glæder områdeleder Susanne Rasmussen, at der igen åbner sig mulighed for at bidrage med erfaringer fra demensomsorgen til forskningen og ikke mindst til at få viden og resultater, der kan bruges af personalet til at videreudvikle indsatsen for borgerne.

–     Projektet undersøger den tavse viden, der ligger i mødet mellem mennesker med demens og pårørende og personale. Hvad sker der i relationerne? Hvad vækker mødet mellem mennesker i os? Projektet forsker både i relationerne hos mennesker, der bor i eget hjem og mennesker på demensplejecentre. Det er rigtig spændende og kan hjælpe os med at blive endnu mere nysgerrige på muligheder og hjælpe pårørende med konkrete værktøjer til at gå ind i relationerne og få det bedste ud af hverdagen.

Grib spontane muligheder

Den gennemgående hypotese i projektet er, at det vil have en positiv virkning på alle involverede at fremme en hverdagskultur i demensomsorgen, der griber de muligheder, der spontant opstår.

Projektets formål er at udvikle handlingsanvisende koncepter til brug i den institutionelle og familiebaserede demensomsorg, der kan fremme inklusionen af mennesker med demens som aktive medskabere af deres livsverdner. Projektet vil udvikle og implementere “Mulighedsvinduet” som et refleksionsværktøj i den personcentrerede omsorg.

Projektet gennemføres af Lektor Rasmus Dyring, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet, og har modtaget en bevilling på 4.622.481 kr. fra VELUX FONDENS HUMpraxisprogram.

Programmet støtter i alt 6 forskningsprojekter, der stiller skarpt på problematikker og løsninger inden for emner, der har høj relevans for både samfundet og den enkelte.

-I VELUX FONDEN vil vi fremme det danske demokratiske samfund på et oplyst, inkluderende og bæredygtigt grundlag. I HUMpraxis-programmet fokuserer vi på at få ny viden og nye konkrete løsninger i forhold til de udfordringer, vi står overfor inden for miljø og det sociale område. De seks projekter, der får årets bevillinger, viser på bedste vis, hvordan fagpersoner fra praksis kan berige de humanvidenskabelige forskeres viden med hands on indsigt i problemer og muligheder; tæt vekselvirkning gennem hele projektforløbet er afgørende for, at forskningen kan blive omsat effektivt til konkrete forandringer,” siger Henrik Tronier, der er programchef for VELUX FONDENs humanvidenskabelige program.

Kommentarer