Horsens kåret som Årets Transportkommune i Region Midtjylland for tredje år i træk
Fokus på transport og logistik i den lokale erhvervsfremmeindsats, investeringer i et vejnet der er egnet til modulvogntog samt prioritering af faciliteter for lastbiler ved udbygning af erhvervsområder. Det er blot nogle af de tiltag, som for tredje år i træk sikrer Horsens titlen som Årets Transportkommune i Region Midtjylland.
Det er brancheorganisationen for den danske vejgodstransport, ITD, der står bag undersøgelsen, som hvert år hylder Danmarks mest transportvenlige kommuner. Siden 2019 har Horsens ligget i toppen over de mest transportvenlige kommuner i Region Midtjylland, og kommunen ligger samtidig på en flot 2. plads i den landsdækkende undersøgelse. Det peger ifølge ITD’s administrerende direktør Carina Christensen på en vigtig, vedvarende indsats.
”Velfungerende transport og logistik spiller en stor rolle for placeringen, udvikling og vækst af erhverv og virksomheder. Skal store virksomheder etablere sig, er det vigtigt, at kommunerne bliver ved med at prioritere transportbranchen højt i den langsigtede og strategiske udvikling af kommunen. I Horsens har man gjort netop det. De har blandt andet dedikeret områder nær hovedfærdselsårer til transportvirksomheder og stillet krav om etablering af faciliteter til chauffører og lastbiler ved udvidelse af erhvervsområder. Det fortjener anerkendelse”, siger Carina Christensen.
Horsens Kommunes borgmester, Peter Sørensen (S) lægger ikke skjul på, at han gerne havde set, at Horsens Kommune i år havde fået førstepladsen i den landsdækkende undersøgelse, men når det er sagt, så er det vigtigste ifølge ham det gode samspil mellem kommunen og branchen.
”Placeringen er i sig selv flot, men det bedste for os er, at vores mange tiltag i forhold til branchen bemærkes og anerkendes. Senest har vi afsat en milliard kroner i økonomiudvalget til at udbygge transportmulighederne i kommunen i de kommende år. Pengene er ikke afsat til udelukkende at forbedre vilkårene for den professionelle transportbranche, men den kommer også til at nyde godt af investeringerne. Derudover har vi arbejdet benhårdt for at få etableret de nye ramper langs E45, og vi har netop udvidet en af de store hovedveje, der ellers led af trængselsproblemer. Vi investerer og udvikler strategisk på mange forskellige områder, fordi transportvirksomhederne giver vækst og arbejdspladser til hele kommunen. Det er igen med til at finansiere vores velfærd og tiltrække nye borgere. Horsens Kommune er allerede begunstiget af at have mange transportvirksomheder, og der er flere på vej. Det ser jeg som et resultat af, at vores indsats gavner,” siger Peter Sørensen.
Mange stærke transportkommuner i Region Midtjylland
Udover at Horsens klarer sig flot i både den regionale og nationale undersøgelse af kommunernes transportvenlighed, kan Region Midtjylland generelt bryste sig af at have intet mindre end 11 af regionens 19 kommuner placeret i den øverste tredjedel af Danmarks mest transportvenlige kommuner. Det er mere end nogen anden region. Dertil kommer, at der er hele to højdespringere i regionen. Ikast-Brande er således gået 15 pladser frem og ligger nu på en samlet 9. plads. Det skyldes blandt andet investeringer i det lokale vejnet, og at kommunen nu deler data og trafikinformation med branchen. Randers Kommune har ligeledes bevæget sig otte pladser op ad listen, hvilket især skyldes lokalpolitiske tiltag, der blandt andet giver det lokale erhvervsliv mulighed for at etablere overnatningstilbud til chauffører.
”Det er en styrke for hele branchen og erhvervslivet med en så bred og dedikeret indsats i forhold til transportbranchen på tværs af regionen. Transportvirksomheder er generelt gode til at samarbejde og hjælpe hinanden i perioder med spidsbelastning, og derfor er det en fordel for hele branchen, når de enkelte virksomheder kan arbejde under gode og rimelige vilkår,” siger ITD’s administrerende direktør Carina Christensen.
ITD’s kåring af Årets Transportkommune bygger på en undersøgelse fra analyse- og rådgivningsvirksomheden IRIS Group, der trækker på statistiske data fra både offentlige myndigheder og institutioner samt en spørgeskemaundersøgelse, der er udsendt til kommunerne.
Årets Transportkommune – Landsdækkende undersøgelse – top ti
Vejle Kommune 1
Horsens Kommune 2
Silkeborg Kommune 3
Vejen Kommune 4
Køge Kommune 5
Solrød Kommune 6
Favrskov Kommune 7
Aabenraa Kommune 8
Ikast-Brande Kommune 9
Høje-Taastrup Kommune 10
Årets Transportkommune i Region Midtjylland – top tre
Horsens Kommune 1
Silkeborg Kommune 2
Favrskov Kommune 3
Årets Transportkommune: Landsvinder og regionsvindere
Region
Vinderkommune
Region Syddanmark
Vejle Kommune (landsvinder)
Region Midtjylland
Horsens Kommune
Region Sjælland
Køge Kommune
Region Hovedstaden
Høje-Taastrup Kommune
Region Nordjylland
Frederikshavn Kommune
Om undersøgelsen bag kåringen af Årets Transportkommune
Rangeringen af kommunerne på vejgodstransportområdet er foretaget af analyse- og rådgivningsvirksomheden IRIS Group for ITD. Undersøgelsen er baseret på data indsamlet fra juli til september 2021 og består af en kombination af registerdata fra Danmarks Statistik og Vejdirektoratet samt en spørgeskemaundersøgelse blandt de tekniske forvaltninger i kommunerne. Der er indsamlet statistisk data fra 94 af landets kommuner (fire ø-kommuner er undtaget), og 62 kommuner har besvaret spørgeskemaundersøgelsen helt eller delvist.
Undersøgelsen vurderer blandt andet investeringer i det lokale vejnet, lokale faciliteter til for eksempel lastbilparkering, grønne tiltag på transportområdet, politiske initiativer, regulering af vejgodstransporten samt udlicitering og udbud af transportopgaver.
Den samlede rapport og tabel kan findes på www.aaretstransportkommune.dk
Kommentarer