Kultur

Horsens inviterer til lokal guldfest for Rindom

Anne-Marie Rindom. Foto: Horsens kommene

Alle sejl er sat til stor hyldestfest, når Anne-Marie Rindom lørdag vender hjem til Horsens efter sin OL-sejr i Tokyo.

Der var ekstra mange krydsede fingre i Horsens og omegn, da 30-årige Anne-Marie Rindom søndag sejlede sig til en OL-guldmedalje i Laser Radial. Rindom er opvokset i byen og har sejlet i Horsens Sejlklub, siden hun var syv år.

Nu er Horsens klar til at tage imod Rindom med en stor hyldestfest lørdag kl. 12.00 på Torvet i Horsens, når hun vender hjem fra Tokyo. Der vil være underholdning, taler, gratis isbåde og interview med Anne-Marie Rindom på scenen.

– Hun fortjener en fyrstelig velkomst oven på den præstation, og hele byen står klar til at tage imod hende, fortæller borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen.

– Anne-Marie er en sand mester og et kæmpe forbillede. Ikke kun på grund af sine sportslige resultater, men også fordi hun forstår at sprede begejstring om sin sport og er en aktiv deltager i talentudviklingen – også her i Horsens.

Spænding i den lokale sejlklub

Anne-Marie Rindom har trådt sine sejlersko i Horsens Sejlklub, hvor hun som syvårig startede sin sejlerkarriere i en lille optimistjolle.

Søndag fulgte klubkammerater, familie og et talstærkt presseopbud med fra sejlklubben, da Rindom sikrede sig guldmedaljen i Tokyo.

– Det er mange års hårdt arbejde, og det er dét her, vi har kæmpet for. Anne-Marie har arbejdet ekstremt hårdt, og det er så fortjent, at vi nu kan hylde hende, fortæller formand for Horsens Sejlklub, Peter Bjerremand Jensen. Han er én af initiativtagerne til samarbejdet ‘Horsens til OL’, hvor klubben, byen og det lokale erhvervsliv i en årrække har støttet en række dygtige, lokale sejlere frem mod store resultater.

Kom til hyldestfest på Torvet

Horsens Kommune og Horsens Sejlklub inviterer til lokal hyldestfest på Torvet i Horsens lørdag den 7. august 2021 kl. 12.00, hvor alle interesserede er velkomne til at møde op og fejre Anne-Marie Rindom.

Program for festen:

  • Taler ved borgmester Peter Sørensen, formand for Kultur- og Civilsamfundsudvalget i Horsens Kommune, Jakob Bille og formand for Horsens Sejlklub, Peter Bjerremand Jensen
  • Interview med Anne-Marie Rindom på scenen
  • Udstilling af sejlbåde v. Horsens Sejlklub
  • Musik
  • Gratis isbåde og sodavand
  • Mulighed for autografer v. Anne-Marie Rindom

Efter det officielle program vil der være mulighed for pressen for at få et interview med Anne-Marie Rindom.

Kommentarer