Horsens får eventsal i arkitektonisk verdensklasse
FÆNGSLET i Horsens slår nu dørene op til den spektakulære kultur-, event- og konferencesal Vestsalen. Transformationen af den ikoniske fængselsbygning understøtter FÆNGSLETs udvikling til internationalt trækplaster.
Med Vestsalen på FÆNGSLET får Horsens et rum af høj kvalitet med tiltrækningskraft for både danske og udenlandske gæster. Gennem et unikt arkitektonisk greb og ved at føje nyt til gammelt åbner Vestsalen den historiske, massive bygning op og inviterer kultur- og erhvervspublikum indenfor til helt nye oplevelser.
“Vi er stolte af at kunne præsentere en imponerende og topmoderne sal. Vestsalen lever til fulde op til FÆNGSLETs vision om at være det kulturelle fyrtårn i Horsens,” siger formand for FÆNGSLET Henning Nørbæk.
Med sit usædvanlige design er Vestsalen et bygningsværk, der ikke findes andre steder i verden. Salen er skabt ved at åbne bygningen med en glasfacade ud mod den store fængselsgård, mens et transparent tag overdækker den indre fængselsgård. De store glasdøre mod vest kan skydes til side og åbne op til den ydre fængselsgård.
“Det er virkelig en unik sal, og sammensmeltningen af inden- og uden døre understøtter fængslets transformation fra lukket til åbent. Nu kan vi for alvor åbne FÆNGSLET op for gæster fra hele verden,” siger direktør for FÆNGSLET Astrid Søes Poulsen.
Historisk fængselsfløj forvandlet til fremtidens festsal
Samlet set er Vestsalen 1.200 m2 og kan rumme op imod 800 gæster. Salen kan inddeles i flere rum, så forskellige behov bliver mødt på én gang i både stor og lille skala. Den nye sals fleksibilitet muliggør en helt ny række af events – lige fra koncerter og tv-produktioner til møder og konferencer.
“Vestsalen tilfører FÆNGSLETs rå rammer en eksklusiv atmosfære, der nu gør det muligt for os at tilbyde en femstjernet konferenceoplevelse og en ny scene for kulturaktører,” siger formand for FÆNGSLET Henning Nørbæk.
Salen er realiseret i samarbejde med den filantropiske forening Realdania, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden, Salling Fondene, Familien Hede Nielsens Fond, Spar Nord Fonden og Insero Horsens.
For A.P. Møller Fonden har det været afgørende for donationen på 40 mio. kr., at Vestsalens enestående rammer sammen med FÆNGSLETs øvrige kulturelle aktiviteter kommer til at styrke FÆNGSLET som en af Østjyllands mest markante kulturinstitutioner.
Realdania, der ligeledes har støttet etableringen af Vestsalen med 40 mio. kr., fremhæver også den nye sal som et væsentligt bidrag til den fortsatte udvikling af FÆNGSLET.
“Vestsalen understreger, at Horsens er en visionær kulturby, hvor et aktivt lokalmiljø har grebet muligheden for at bære en bygning med en helt særlig historie ind i fremtiden,” siger filantropidirektør i Realdania Nina Kovsted Helk.
‘Himlen’ over Vestsalen
Vestsalens gårdrum er overdækket med et glastag for at give et let, svævende og transparent udtryk, der fremstår som en himmel over salen. Overdækningen tager udgangspunkt i ønsket om både at skabe et fleksibelt rum, men også at skabe en arkitektonisk stemning, der bevarer karakteren af uderum. Glastaget henter nordlys ned i salen og skærmer sydlyset. I tagkonstruktionen er der indbygget mørklægning og akustikdæmpning, som kan gemmes væk, når det ikke er i brug.
Skyfold – akustiktæpperne
I Indergården hænger to store akustiktæpper ved nord- og sydvæggene. Under hele Vestsals-projektet har salens akustik været højt prioritet, og der er stillet store krav til den akustiske dæmpning. Akustiktæpperne for endevæggene er skabt for at sikre en god lydoplevelse til konferencer, koncerter og andre arrangementer. Tæpperne er bearbejdet kunstnerisk og giver en æstetisk oplevelse i sig selv – de fremstår som lette skyer, der i bløde bølger danner en kontrast til de robuste murstensvægge.
En banebrydende nedbrydning
Byggeriet af Vestsalen har været banebrydende. Der er blevet fjernet en bærende etage i den 150 år gamle bygning – en stor operation, og derfor blev byggeprocessen skræddersyet specifikt til Vestsalen. Der blev opfundet et helt særligt system til at afstive bygningen for at forhindre de 4000 tons tunge overliggende etager i at styrte sammen. Der blev specialfremstillet i alt 150 tons tunge stålsøjler for at skabe en permanent bærende konstruktion. Placeringen af stålkonstruktionerne krævede præcision ned til mindste millimeter.
135 tons tag hejst på plads af kæmpekran
Det 135 tons tunge glastag er hejst i fem etagers højde af landets største mobilkran. De tre tagdele blev hejst op i 30 meters højde, inden de nænsomt blev sunket på plads over den indre fængselsgård 18 meter oppe. Det enorme tag består af sammenstykkede vinduesrammer, som er samlet i et 1000 kvadratmeter telt på byggepladsen – under vinter og frostgrader. Lys, rullegardiner og radiatorer blev monteret på taget, så det var komplet færdigbygget, inden det blev hejst på plads.
Om Vestsalen
- Vestsalen er skabt ved at erstatte FÆNGSLETs vestlige fløj med en transparent boks og samtidig overdække Vestre Indergård med et glastag
- Der er plads til 800 personer i den 1.200 kvadratmeter store sal
- Salen kan bruges til alt fra koncerter, tv-shows og e-gaming-events til borgermøder, konferencer og vidensfestivaler
- Vestsalen er støttet af Foreningen Realdania med 40 mio. kr., A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal med 40 mio. kr., Augustinus Fonden med 10 mio. kr., Familien Hede Nielsens Fond med 3 mio. kr., Spar Nord Fonden med 900.000 kr. og Insero Horsens med 600.000 kr.
- Byggeriet har været i gang juni 2020-september 2021
- Totalrådgiverteamet bestod af CASA A/S, CUBO, Rambøll og Niras, mens Kristine Jensens Tegnestur stod for landskabsdelen
Kommentarer