Kultur

Efterårsferie med masser af aktiviteter på FÆNGSLET

Foto: FÆNGSLET

Der er masser af oplevelser for hele familien på FÆNGSLET i efterårsferien. Prøv vores halloweenaktiviteter eller besøg Fængselsmuseet og prøv de sjove familieaktiviteter og oplev særlige ferierundvisninger.

 Efteråret begynder så småt at banke på ovenpå en lang og begivenhedsrig sommer på FÆNGSLET. Det betyder naturligvis en masse oplevelser for hele familien i efterårsferien. Besøg Fængselsmuseet og prøv familieaktiviteten Det Skjulte Stempel, hvor I skal klare en række sjove, lærerige og udfordrende opgaver eller børneaktiviteten Fuglen er fløjet, hvor de mindste kan gå på jagt efter de undslupne fugle. I kan selvfølgelig også komme på guidede rundvisninger eller prøve at flygte fra FÆNGSLET i virtual reality. Efterårsferien betyder også Halloween på FÆNGSLET. Glæd jer til en række sjove halloween-workshops og vores pop-up skatepark Haunted Skatepark. 

OVERBLIK

  • Halloween på FÆNGSLET
  • Familieaktivitet: Det Skjulte Stempel
  • Ferierundvisninger med fængselsbetjente
  • Lukket og Slukket: Rundvisning efter lukketid
  • Verdens vildeste flugt i VR
  • Overnat bag tremmer 

HALLOWEEN PÅ FÆNGSLET

Endnu en gang slår FÆNGSLET portene op til (u)hygge og byder velkommen til årets halloween i efterårsferien.

Der er skruet op for uhyggen, når FÆNGSLET slår portene op og byder velkommen til årets halloween, der løber af stablen i uge 42. Tag hele familien i hånden og kom og leg med, når vi fejrer den festlige begivenhed fra tirsdag den 18. oktober til fredag den 21. oktober. 

Traditionen tro vil der være græskarudskæring, hvor jeres kreative evner kan testes og resultatet tages med hjem til pynt. Hele familien udfordres i græskarbowling, og så du kan du prøve at røre ved vaskeægte hekse-øjne, troldesnot og andre klamme ting. Derudover åbner vi også op for vores pop-up skatehal, som naturligvis også er med halloweentema. Glæd jeg til Death Quarter – Haunted Skatepark. 

FÆNGSLETs halloween-workshops er åbne 18.-21. oktober fra 10.00-16.00 mens Haunted Skatepark er åben fra 18.-23. oktober 10.00-16.00. 

FAMILIEAKTIVITET: DET SKJULTE STEMPEL

Prøv Fængselsmuseets familieaktivitet ‘Det Skjulte Stempel’ i hele påskeferien, og giv jer i kast med en række lærerige, sjove og udfordrende opgaver. 

Som nyankommet fange får du og din familie overleveret et skrivehæfte fra en tidligere fange med en række opgaver, I skal løse for at få adgang til det skjulte stempel, som får jer ud i friheden.

Den tidligere fange giver jer tips til, hvordan I ved hjælp af morsekoder, mønstergenkendelse og mange andre opgaver, kan undslippe et liv i fængsel. Undervejs er der også indlagt kreative opgaver og lege, så de mindre børn også kan være med. 

BØRNEAKTIVITET: FUGLEN ER FLØJET

Prøv Fængselsmuseets nye børneaktivitet ‘Fuglen er fløjet’ og se om I kan finde fuglene på Fængselsmuseet.

Vidste du, at man som fange måtte have to fugle i sin celle? De skulle selvfølgelig være i et fuglebur, men måske brød nogle ud og fløj rundt i fængslet. Denne problemstilling er omdrejningspunktet for Fængselsmuseets nye børneaktivitet. I alt er 8 forskellige fugle spredt ud i museet. Sammen med entrebilletten får du udleveret et hæfte med en nærmere introduktion. I hæftet kan du se billeder af fuglene, deres navn og krydse af, hvilke du finder. Kan du finde dem alle? 

FERIERUNDVISNINGER – FÆNGSELSBETJENTENE FORTÆLLER

Kom med en fængselsbetjent på rundvisning og få en oplevelse udover det sædvanlige. Rundvisningerne foregår udendørs. Bjarne Karlsen, Jannie Jacobsen, Kaj Rasmussen og Helle Hansen har sammenlagt arbejdet mere end 100 år i danske fængsler, heraf en stor del i det gamle statsfængsel i Horsens. De har alle noget på hjertet og giver et levende indblik i en ellers lukket verden. De er alle fire særdeles rutinerede og erfarne formidlere, der brænder for at videregive deres spændende og meget personlige fortællinger. 

LUKKET OG SLUKKET: LYGTETUR EFTER LUKKETID

Kom med på tur rundt i Fængselsmuseet efter lukketid – vi begiver os ud i mørket kun udstyret med lygte og nysgerrigt sind. 

Fængselsmuseet tilbyder en helt særlig rundvisning uden for museets normale åbningstid. Vi slukker for stikkontakterne og fortæller historier fra dengang, hvor fængselslivet udspillede sig i petroleumslampernes dunkle skær. Fængslet fik indlagt elektricitet i 1908, og herefter kunne man begynde at slukke de mange sodende petroleumslamper. Men nu rejser vi tilbage i tiden med flagermuslygter i hænderne og begiver os rundt i det mørke museum, hvor vi blandt andet skal høre om korporlig afstraffelse og den sidste henrettelse med økse. Da rundvisningen foregår uden for museets normale åbningstid, vil det ikke være muligt at færdes på egen hånd i museet hverken før eller efterfølgende.

VERDENS VILDESTE FLUGT I VR

Træd ind i en helt ny verden på Fængselsmuseet – med nyt og avanceret udstyr, kan du selv prøve at flygte fra fængslet gennem en 18 meter lang tunnel i Virtual Reality.

Tag alle sanser i brug og få en 360 graders oplevelse, når du efterligner flugtkongen Lorentzens flugt gennem en tunnel med helt nyt VR-udstyr. I det virtuelle univers bliver du udstyret med en lygte og en murerske og skal forsøge at komme ud. Kan du undgå at blive opdaget af betjentene? Falder tunnelen sammen om ørene på dig? Og kan du grave det sidste stykke op til inspektørens kartoffelkælder? 

OVERNAT BAG TREMMER

Få en helt særlig oplevelse i ferien. Tilbring natten i en autentisk fængselscelle i SleepIn FÆNGSLET og få en ekstra fængslende oplevelse. SleepIn er indrettet i den gamle sygeafdeling, hvor den ægte fængselsstemning stadig er intakt. Med et fængselsophold i efterårsferien er du sikker på ikke at gå glip af feriens mange spændende aktiviteter.

Kommentarer