Danskerne bruger 1.500 kr. på nettet om måneden
En ny omfattende undersøgelse fra Dansk Industris branchefællesskab for handel viser, at danskerne i gennemsnit bruger knap 1.500 kroner og handler 3,5 gange om måneden på nettet. DI Handels analyse afslører også store forskelle i indkøbsvanerne på tværs af køn, alder og landsdele.
– Vores undersøgelse viser, hvor store forskellene er i indkøbsvanerne på nettet hos de forskellige befolkningsgrupper. Det tegner et detaljeret billede af forbrugerne, som er interessant, for alle der driver e-handel, siger branchedirektør Jacob Kjeldsen, DI Handel, som er branchefællesskab for 2.400 handelsvirksomheder i Dansk Industri.
Undersøgelsen viser, at nordjyderne er de forbrugere i landet, som bruger færrest penge på nettet. Samtidig fremgår det, at der markante forskelle på kønnenes og på de forskellige aldersgruppers indkøbsvaner på nettet.
– Har man f.eks. de små børnefamilier, som kernekunder, skal ens hjemmeside især være mobiloptimeret, mens desktoppen skal optimeres til det grå guld, siger Jacob Kjeldsen.
For at blive klogere på danskernes e-handelsvaner har Dansk Industri og Epinion udviklet analysen ”Danskernes e-handel”. Her stilles der bl.a. skarpt på: Hvem der handler mest online, hvad køber de, hvor køber de, hvor meget køber de, og hvad er de vigtigste faktorer for at vælge en webshop.
– Siden den første dankort transaktion på nettet i 1999 er de danske forbrugere blevet et af de mest e-handlende folkefærd i verden, og vi er derfor vante med e-handel og har høje forventninger til købsoplevelsen, siger Jacob Kjeldsen.
DI Handels ambition med undersøgelsen ”Danskernes e-handel” er, at hjælpe danske virksomheder med at være på forkant med udviklingen, forstå kunderne og levere indsigt, der kan indgå i virksomhedernes strategiske overvejelser om fremtiden, hvor e-handel kommer til at fylde endnu mere.
– Undersøgelsen vidner om, at for at få succes på det danske e-handelsmarked, kræver det, at hver enkelt webshop er skarp på, hvem deres kunder er. Derudover skal virksomhederne have orden i de basale forretningsdyder, hvis de skal være konkurrencedygtige, siger Jacob Kjeldsen.
Uddrag af DI Handels undersøgelse ”Danskernes e-handel”
- Danskerne brugte i snit 1.477 kr. pr. måned i Q3, men meget afhængig af forbrugersegmenter.
- Nordjyderne køber mindst ind på nettet.
- Danskerne handler i gennemsnit 3,5 gange online pr. måned.
- 18 % af danskernes gennemsnitligt e-handelsforbrug blev brugt på abonnementskøb, mens 82 % er på engangskøb.
- De yngre aldersgrupper bruger mest mobilen til e-handel, mens de ældre mest bruger desktop
- Pensionisterne vægter bæredygtighed højere end andre segmenter.
- Sikker betaling og godt ry er de vigtigste tryghedsfaktorer på tværs af alle segmenter, mens fysiske butikker er den mindst vigtige.
- Danskerne er meget tilfredse med købsoplevelsen – på en skala fra 1-5 ligger det gennemsnitligt på omkring 4.
Kommentarer