Horsens

Årets vinterudstilling indtager KUBEN med poesi og kreativ finurlighed

Luise Midtgaard er skaberen af årets vinterudstilling 'Opfindelsen af sne', som du kan opleve hos KUBEN i Horsens.

Fantasien får frit spil, når KUBEN præsenterer årets vinterudstilling.

Med ‘Opfindelsen af sne’ skaber kunstner Luise Midtgaard poetisk og finurligt univers hvor vinterens DNA kommer under luppen.

Scenograf og installationskunstner Luise Midtgaard er skaberen af årets vinterudstilling, Opfindelsen af sne, som kommer til at pryde KUBEN hele december og ind i januar. I udstillingen bliver idéen om vinter bearbejdet i et poetisk og finurligt univers. Luise Midtgaard har skabt et værksted, hvor vinterens DNA er kommet under luppen. Som tilskuer bliver du inviteret med til at udforske den kædereaktionsmaskine, som lader fantasien få frit løb.

– Begyndelsen for alt mit arbejde er nysgerrighed, sansning og leg. I alle mine opgaver er jeg optaget af detaljen og af det uforklarede og uudtalte, som lader plads tilbage til fantasien og til den individuelle oplevelse, fortæller Luise Midtgaard. I sine arbejdsprocesser, er Luise optaget af at skabe inviterende og omsluttende totaloplevelser for både børn og voksne.

Kultur på trods

Udstillingen kan opleves fra den 29. november til den 14. januar, og kan ses udefra på alle tider af døgnet. Dermed kan udstillingen nydes samtidig med, at man kan holde afstand til sine medmennesker.

Vi opfordrer til, at alle følger myndighedernes anvisninger for at beskytte sig selv og andre mod at sprede smitte med COVID-19. Vis hensyn og hold god afstand, hvis der er andre publikummer, når du kigger forbi KUBEN.

Udstillingen præsenteres af MÆRK Byen, Horsens Kommunes bylivsindsats.

Kommentarer