Horsens

50 ældre borgere i eget hjem fik vaccinen mod Covid-19

En rundringning efter tekniske problemer sørgede onsdag for at 50 ældre borgere blev vaccineret i eget hjem i Horsens.

50 ældre og sårbare borgere, som er i risiko for at udvikle et alvorligt sygdomsforløb, blev onsdag de første i Horsens Kommune, som blev vaccineret mod coronavirus på vaccinationscentret på Fuglevangsvej i Horsens.

De 50 borgere, som tilhører gruppen af +65-årige som bor i eget hjem og som modtager både personlig og praktisk hjælp, skulle egentlig have været kontaktet via e-boks af Statens Serum Institut, men blev i stedet ringet op af medarbejdere fra Horsens Kommune og spurgt om de ville vaccineres.

– Tekniske problemer hos Statens Serum Institut med et bookingsystem i e-boks betød, at vi måtte i gang med en rundringning, og heldigvis var alle de borgere, vi kontaktede, hurtige til at sige ja – og de var meget taknemmelige for, at det kunne lade sig gøre på denne måde, siger borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen.

Han tilføjer, at Horsens Kommune har i alt 961 borgere i den udvalgte målgruppe, der har tilkendegivet, at de gerne vil vaccineres. Og at det er de centrale sundhedsmyndigheder, som prioriterer, hvilke befolkningsgrupper, der skal vaccineres først.

– Bookingsystemet i e-boks skulle være oppe at køre nu, men vi har i Horsens Kommune valgt at sørge for, at der kommer information ud til alle de pågældende borgere om, hvordan de får hjælp til tidsbestilling og eventuelt transport. Vi har fortsat en del borgere, som ikke har en digital postkasse, og det er vigtigt, at vi også med denne opgave kommer hurtigt i mål, så flest muligt kan blive vaccineret hurtigst muligt, siger Peter Sørensen.

Kommentarer