32-årig dømt for 19 indbrud i Horsens og omegn
En 32-årig litauisk statsborger er i dag, fredag den 1. april 2022 ved retten i Horsens blevet idømt 3 år og 6 måneders ubetinget fængsel og udvisning for bestandigt for en række indbrud og et forsøg på indbrud.
En 32-årig litauisk statsborger er i dag, fredag den 1. april 2022 ved retten i Horsens blevet idømt 3 års og 6 måneders ubetinget fængsel og udvisning for bestandigt for en række indbrud og et forsøg på indbrud.
Sydøstjyllands Politi efterforskede i 2021 en lang række indbrud i Horsens, Gedved, Hovedgård og omegn. De fleste af indbruddene, som fandt sted fra begyndelsen af februar 2021 til slutningen af maj 2021, var begået ved underboring af en terrassedør eller et vindue.
I juni 2021 blev en lang række stjålne genstande bl.a. smykker og sølvtøj, der stammede for indbruddene fundet på en adresse i Hovedgård ved Horsens. I den forbindelse blev ejerne til de stjålne smykker efterlyst på Facebook.
Efterforskningen ledte til den 32-årige, der blandt andet blev dømt for at have begået 19 indbrud og 1 forsøg, primært ved underboring. Herunder blev han også dømt for at have begået indbrud fra ukendte steder i perioden op til sin anholdelse. Han blev endvidere dømt for at have overtrådt et indrejseforbud.
Retten lagde til grund for dommen, at der var tale om organiseret indbrudskriminalitet.
Den 32-årige mand var i forvejen i december 2017 ved Retten i Sønderborg idømt 3 år og 9 måneders fængsel og udvist af Danmark for bestandigt for samme type kriminalitet, navnlig indbrud begået ved underboring.
Den nu dømte har ikke udtalt sig til politiet – eller under hovedforhandlingen. Retten dømte i fuldt omfang og varetægtsfængslede den 32-årige efter dom. Den 32-årige valgte at anke dommen og afgørelsen er derfor ikke endelig.
Kommentarer