16-årig dømt for grov vold
Retten i Horsens idømte fredag en 16-årig ung mand fra Hørning en ungdomssanktion og advarsel om udvisning af Danmark for bl.a. grov vold begået mod en 20-årig mand den 25. februar 2022.
Omkring kl. 21.00 den 25. februar 2022 modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om, at en 20-årig mand var blevet stukket med kniv i en bus i Skanderborg. 20 minutter senere blev den nu dømte anholdt i Skanderborg, og han har siddet varetægtsfængslet i surrogat siden.
Den 16-årige blev ved retten i dag dømt for legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter, ved at have stukket den 20-årige med tre knivstik, og han blev yderligere også dømt for overtrædelse af knivloven.
Den 16-årige erkendte, at han havde stukket den 20-årige mand med kniv 2 gange, men han blev i dag dømt for at have stukket ham tre gange med kniv.
Ungdomssanktionen, som den 16-årige i dag blev idømt omfatter, at han bl.a. i op til 2 år fra endelig dom undergiver sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling efter kommunens nærmere bestemmelse og under tilsyn af de sociale myndigheder.
Den dømte modtog dommen og blev fængslet i surrogat efter dom.
Kommentarer